Her kan du læse om: -Selve genren - Selve sounden - Italodance og Danmark Selve begreberne "italodance/Italo-disco"
opstod i midten af 80'erne, hvor man begyndte at lave elektronisk dancemusic.
Genren udviklede sig meget i slutningen af 80'erne fra italo-disco til
italodance, og efterhånden fik flere og flere lande i Europa øjne
op for genren, bla. Holland, Tyskland og Skandinavien, hvor musikken hurtigt
blev populær på diskotekerne. Op gennem starten af 90'erne var der masser af italo”euro”dance hits såsom Corona, Capella og Ice MC og I Italien forsatte udviklingen af italodance hvor der i 1994-95 skete den helt store ændring fra ”eurodance” stilen. Ændringen kom til den sound vi kender i dag med nyere artister som Gigi D'Agostino, Mauro Picotto og Robert Miles, der var med til at udvikle den nye genre Mediterreanean Progressive - som nu er en stor del af italodance. Den nye sound var ledet af musik-geniet Gianfranco Bortolotti, som er producer og stifter af Mediarecords. Bortolotti, der indtil 1995 havde lavet et hav af danceprojekter – er stort set gudfaderen for italo/italodance som producer for bla. Capella, Clubhouse og et hav af andre dancekunstnere herunder naturligvis også Gigi og Mauro Picotto som han begyndte at satse stort på fra 1995. I 1995 udsendte Gigi singlen "Fly" som blev en stor succes i Italien, samtidigt med at Robert Miles fik en nærmest verdensomspændende succes med nummeret "Children". Herfra begyndte det igen at gå den rigtige vej for italodance'ens udbredelse i Europa, alle elskede den nye melodiøse lyd fra Støvlelandet. Gigi begyndte langsomt at blive populær i Tyskland, Holland og Spanien, med store hits som "Angels Simphony", "Gigi's Violin" og "Elisir". DJ Molella var med helt tilbage fra 1993, hvor han startede på Radio Deejay og i 1995 kørte han via sine programmer den italienske mediterreanean progressive - som i Danmark og England blev kaldt ”Dream Dance”- via massiv airplay rigtig stor i hjemlandet. Tyskerne, som altid har været et af de lande som mest vilde med italodance - foruden italienerne selv - blev hurtigt så vilde med sounden at de begyndte at kopiere basgangene og ideerne til themaerne fra italienerne. Det var det store tyske label ZYX - som stortset siden slutningen af 80erne har rykket på alt det italienske - der igen var førende i den italienske lyd. I slutningen af 90'erne begyndte der for
alvor at ske noget. Prezioso fik kæmpe succes med nummeret "Tell
Me Why" i Europa. Det samme galt for Eiffel 65 og deres "Blue
(da ba dee)", Fra omkring år 2000 er flere nye artister kommet frem nede i Italien, Bla. Brothers, Gabry Ponte (som gik solo fra Eiffel65), Hotel Saint George, Floorfilla, og DJ Ross, som iøvrigt "huggede" Sandrini, der tidligere producerede fra Gigi. Tilsammen udgør disse artister den store elite af Italodance i hjemlandet. Men hele tiden kommer der nye navne frem med nye numre, så om et par år kan disse navne meget vel være byttet ud. Inspirationen til bassgange osv har dog fortsat dybe rødder til den sound der kom i løbet af 1995 i Italien. Mange kalder Italodance for "børne techno" - altså musik som er hårdere end almindelig dance, men som egentlig ikke er lige så hårdt som techno. Det er også en anelse svært at præcisere Italodance genren 100%, som den lyder i dag. Men det er en mellemting mellem hård dance, pop og sommetider lidt trance. Det som så gør genren så speciel, er i stor grad lydene og opbygningen af numrene. Et must for et italodance nummer er først og fremmest en god "tuba-bass" bassgang, dernæst et theme som får ens hænder i vejret. Stemningen er også et vigtigt keyword. Musikken skal helst lede ens tanker hen i nærheden af sydens varme og solbeskinnede strande. Nogle virkelige pragteksempel på hvordan et italodance nummer skal lyde og opbygges, kan nævnes: Gigi D'Agostino - L'amour Toujours , Prezioso - Tell Me Why, Eiffel65 – Blue (da ba dee) og Gabry Ponte - Geordie. Her i Danmark har italodancen'en kun haft få deciderede gennembrud. I slutningen af 80'erne og starten af 90'erne var det DJs som bla. Kim Schumacher, Kenneth Bager, og i de seneste år Rimini-Peter, som har været med til at hype Italoen. Derved er folk blevet mere opmærksomme på denne genre, og det har medvirket til at der gennem tiden er udkommet en del italo hit herhjemme. Det virkelige italogennembrud i DK kom i 1987 med Spagna ”Call Me” og Sabrina ”Boys Boys Boys” og 1989 hvor Black box - Ride On Time og Starlight - Numero Uno røg direkte ind på top 10! Disse numre kan dog mere betegnes som ”Italo-disco” numre. Siden da har der også været andre store italohits i Danmark såsom Corona og ”Rhythm Of The Night” fra 1993 og Ice MC med ”Think About The Way” fra 1994. For nylig har enkelte numre som Gigi's "L'amour Toujours" og Prezioso's "Tell Me Why" været godt oppe at ringe på charts'ne herhjemme, men dessvære har nu Danmark mere og mere udviklet sig til et næsten 100% R'n'B land. Hvad angår diskoteksmusik, så har italodance i DK nu fået meget trænge kår. Dog er interessen for denne, i danske øjne, "nye genre", steget de sidste par år. Således at nu efterhånden flere og flere DJs er begyndt at spille genren i større stil. Men det er stadig R'n'B'en som er den alt dominerende genre i DK. Dette skyldes hovedsageligt at omkring 80% af numrene på den danske dancechart er R'n'B numre, da DJsne stort set kun vil spille R'n'B fordi restauratørerne mener det er det folk vil have. Det farlige er at de unge i Danmark snart næsten ikke kender til andet efterhånden da alle radioer jo spiller R’n’B. Pladeselskaberne er ikke meget for nytænkning, og vil hellere udgive en R'n'B plade frem for en Italodance plade. Men til trods for det, så er Italodancen efterhånden den eneste virkelig udlandske konkurrent til R'n'B'en som diskotektsmusik, da den er tilpas blød til det danske folk. |